Det er yderst interessant at observere, at der lige nu er mediehistorier om interne stridigheder i to forskellige partier. Konflikterne ligner umiddelbart hinanden, men der er én, endog meget central, forskel. I det ene parti, De Konservative, er hovedpersonen en mand, i det andet, Alternativet, er det en kvinde.
På de sociale medier kan vi forstå, at det ene partis stridigheder er reelle, hvorimod det andet partis folketingsgruppe udelukkende består af kvinder, og derfor må stridighederne selvsagt reduceres til tøsefnidder.
På det sociale medie X insinuerer politisk kommentator på B.T., Joachim B. Olsen kraftigt, at konflikten bunder i, at Alternativets folketingsgruppe kun består af kvinder. Han deler to billeder, hvoraf det ene er af en artikel med overskriften ’Intern krig hos Alternativet’, og det andet er af Alternativets kvindelige folketingsgruppe og skriver »Det er sikkert bare et tilfælde«.
I De Konservative melder medlemmer, også prominente af slagsen, sig ud i flæng. Nogle melder sig ind i nye partier, andre nøjes med at råbe det højt i medierne. De utilfredse sjæle, der endnu ikke har forladt skuden, lækker interne mails og møder.
I Alternativet er der opstået interne problemer med et enkelt folketingsmedlem. Ja, de er vel egentlig opstået, som folketingsvalget havde sin afslutning. Theresa Scavenius åbner munden og pakker intet ind. Det kunne måske lyde som en god egenskab, men det skaber ikke ligefrem venner på Christiansborg. Og det har man brug for, fordi politik først og fremmest er samarbejde.
Fornærmelser på Christiansborg kan have de konsekvenser, at man ikke bliver inviteret i forhandlinger og deslige. Det er altså et reelt problem, hvis nogle ikke vil samarbejde så længe, Theresa Scavenius skal være med.
Situationer som denne, hvor en enkelt politiker i et parti er blevet upopulær og måske endda ekskluderet, er bestemt ikke uset i dansk politik. Der er for eksempel Jon Stephensen, Lars Boje Mathiesen og Naser Khader. Og man tænker vel også, at stridighederne i De Konservative og Alternativet må betragtes som lige valide i offentlighedens øjne. Men ak nej.
Det forholder sig nemlig sådan, at Alternativets folketingsgruppe for nylig, efter Torsten Gejls beklagelige sygemelding, kun består af kvinder. Det er aldrig sket før i dansk politik, og derfor har Alternativet fejret det som en historisk begivenhed. Dette skabte en del furore på de sociale medier – som noget jo ofte gør i en særlig grad, når det handler om kvinder.
Og nu kan vi også forstå på de sociale medier, at stridighederne i Alternativet, som ganske vist også ulmede før Torsten Gejls sygemelding, altså drejer sig om, at en gruppe kvinder selvfølgelig ikke kan samarbejde, uden at der går ‘tøsefnidder’ og drama i den.
Kommentarerne efterlader ikke mulighed for, at det handler om reelle politiske udfordringer, som det gør i De Konservative – og det er kvindernes skyld.
I De Konservative er de nemlig så heldige, at de har en mand ved roret. Det er godt nok den mand, som en del af baglandet ønsker at komme af med. Men der er intet i dækningen af denne sag, som henviser til Søren Papes køn.
Mænd holder sig jo altid uden for drama. De er aldrig i deres følelsers vold og er evigt rationelle, og derfor kan der umuligt være tale om fnidder i de Konservative. Eller hvad?
Vi taler ned til kvinder, når vi reducerer deres politiske uenigheder og konflikter til et spørgsmål om fnidder og køn. Politiske uenigheder er uenigheder – uanset hvem der foranlediger dem. Lad os nu behandle dem sådan.
Ida Ehrenreich og Christin Bihl Winum er studerende
Comments