Denmark

Roskilde-herrerne er reelt rykket ned i 2. division

SN.DK Sport

Sport / SN.DK Sport 4 Views comments

Det er godt nok kun omkring 99% matematisk sikkert, men al tænkelig logik siger nu, at Roskilde rykker ned i 2. division efter lørdagens syngende lussing leveret af Grindsted.

Godt nok kan Roskilde i den yderste teori stadig nå at slutte a’ point med både Otterup og Odder i bundstriden – hvis Roskilde vinder begge sine sidste kampe og de to nævnte bundkonkurrenter taber samfulde sine sidste tre kampe hver især. Men selv i det tilfælde skal der yderligere “vanvittigheder” til:

Roskilde skal nemlig ikke bare slå Odder på udebane i den indbyrdes tilbageværende kamp, Roskilde skal også vinde med mindst syv mål.

I dét absurde tilfælde – forudsat alle de andre nævnte scenarier udspiller sig – vil Roskilde være bedst indbyrdes af de tre bundhold og klarer dermed ærterne. Men… Det sker ikke med al tænkbar sandsynlighed.

Så tilbage til lørdagskampen mod Grindsted, for hér gik det ufattelig stærkt i kampens spæde start, hvor der efter tre minutter var blevet scoret allerede seks gange ved 3-3.

Fuld tryk på kontraspillet og knapt så mange etablerede angreb var medicinen fra begge hold i den indledende fase.

5-4 kom Roskilde foran, inden haluret havde rundet fem minutter, så der var ikke megen tid til at kigge ned i slikposen for at finde de bedste stykker – for så havde man misset et mål.

Det var i en periode svært bare at holde styr på antallet af angreb hos holdene, for udover de mange mål, var der faktisk også masser af målmandsredninger. Christian Sloth i Roskilde-buret havde snuppet fire inden for de første 10 minutter, og hans kollega i den anden ende, Christian Wetche, tre styk – så ja, alt sammen en god illustration af, hvor hurtigt det hele gik i starten.

Tempoet måtte unægtelig gå bare lidt ud af kampen, og det gjorde det da også – dog kun for Roskilde. For efter en lovende start, begyndte fejlene at snige sig ind i angrebsspillet, som man har set det så mange gange i sæsonen.

Fra 6-6 rykkede Grindsted nu med hele fem mål på stribe – imens spillere som Emil Beck og Jeppe Hjorth var for dyre for Roskilde. Pludselig 6-11, og uden at man egentlig følte, at hjemmeholdet havde haft ret mange dårlige minutter, var man alligevel markant bagud.

Og så faldt Roskilde (allerede) fra hinanden: Flere forkølede afslutninger og håbløse fejlafleveringer fulgte, mens Grindsteds kontrabølge brusede afsted med uformindsket kraft. 7-16 stod der på tavlen med 20 minutter spillet – og så vidste alle nok i virkeligheden godt, at den kamp var afgjort.

Jep, efter 20 minutter.

Roskilde var på vej mod sit 17. nederlag i sæsonen – og dermed også på vej ned i 2. division.

Pausestillingen lød på sønderlemmende 10-22, og skulle 2. halvleg sådan set bare overstås. For alle tilstedeværende i hallen.

Og så lige en afsluttende bemærkning: Roskilde-keeper Christian Sloth stod en heroisk kamp med masser af flotte redninger. Det hjalp dog intet på en sort eftermiddag i kongrescentret.

Comments