Denmark

Jeg vil være sammen med min kæreste for evigt. Men jeg er tiltrukket af en anden

Politiken nyheder

Nyheder / Politiken nyheder 1 Views comments

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg har kendt hinanden størstedelen af vores liv, og vi har et givende, passioneret og stabilt forhold. Jeg er fuldstændig vild med min kæreste. Vi skal være sammen for altid.

Er det galt eller normalt?

Ugens spørger

Men jeg skammer mig over, at jeg er fysisk tiltrukket af en person fra mit studie. Jeg kunne aldrig drømme om at flirte eller gøre nogen tilnærmelser, og desuden taler jeg ikke med vedkommende. Men nogle gange føler jeg, at jeg har udøvet en form for mental utroskab overfor min kæreste under sex, fordi vedkommende dukker op i min bevidsthed. Er det galt eller normalt?

Kh skammeren

Gæsteredaktør Maria Bülow:

Kære skammeren

Du taler ind i en moderne Weltschmerz her. Moderne, fordi jeg tror, vi i dag i højere grad anerkender det faktum, at vi i løbet af vores liv vil opleve forskellige former for tiltrækning. Også selvom vi er i et forhold, og det hverken er unormalt eller sensationelt. Det er samtidig, og sadly, kæmpe old news, da vores forfædre har været udstyret med nøjagtig samme fucked up evne til at begære som os.

Det ér en schmerz, for det komplicerer tingene, men det er også et ufravigeligt grundvilkår af det at være menneske.

Jeg vil ikke rose dig for at tænke på en anden, når du boller med din kæreste. Det er en større pleasure at have sex med den, du er fysisk sammen med. Men jeg giver dig den credit, at du handler ud af respekt og ansvar, når du tager signalerne seriøst.

Dissekér dit begær, gå nysgerrigt til værks, analysér og reflektér over årsagen til, at du føler dig tiltrukket af personen, og undgå at være dømmende. Det væsentlige er ikke, at du føler begæret, men hvad du gør med det.

Ved at forstå ’begæret’ kan du også finde ud af, om det kan opdyrkes eller udforskes indenfor jeres forhold. Om personen fra dit studie er pure brainfood og den livseliksir, du ikke kan leve uden. Eller om det blot er en refleksion af noget, du savner.

Jeg har prøvet at stå på begge sider. At være i et forhold, hvor jeg oplevede tiltrækning uden for forholdet, men lykkeligt aldrig handlede på det, for det var ikke det rigtige. Og jeg har for nyligt været modtager af en slags kærlighedserklæring fra en person, som var i et forhold.

Det, vi tiltrækkes og begæres af, udvikler sig gennem hele livet. Det er ikke statisk, så sørg for at være i sync med det, og vær altid tro overfor det.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære skammeren

Du står i et køkken med et spædbarn i armene, din vens to måneder gamle datter. Med svedkrøller, blanke øjne og plyppemund kigger hun hjælpeløst og nuttet op på dig. I et hemmeligt øjeblik blinker et makabert spørgsmålstegn: »Hvad hvis jeg tabte dette menneske ned på fliserne? Hun ville knuses som et stykke andensortering«.

På sin egen forskruede måde er det en genkendelig situation for folk. Man kunne gøre noget dumt, man kunne snuble eller tage et valg. Tankens kraft er stærk, men så er den heller ikke stærkere.

»Jeg elsker dig, dit lille væsen«, siger du, og rækker hende tilbage til vennen, og stryger hende over panden. Du sætter vand over til kaffe, og kærligheden lever videre.

Det, vi tiltrækkes og begæres af, udvikler sig gennem hele livet

Maria Bülow

Sådan findes uhyggelige tanker ved siden af vores handlinger uden at forurene hjertets grundvand. Og så alligevel? Det er en grundlæggende menneskelig evne at skille tanke fra handling, men gråzonen er mudret. Det kan være usundt at tænke på alt for mange andre, mens man har sex med sin kæreste, intimiteten kræver arbejde, også tankearbejde.

Frygt ikke dine tankers magt over dig, men find ud af, hvad de er. Når man er vild med en medstuderende, kan det også bare være faglig misundelse. De kan skinne, sådan som de sidder der i læsesalens eksamenssommerlys.

Comments