Jeg går en tur i Ceresbyen i Aarhus. Jeg betragter de store klodser af nybyggede lejligheder, der lokker studerende og velhavende med glatte klikgulve og køkkener med klinisk hvide låger. Omringet af de moderne byggerier føler jeg mig fremmedgjort. Den samme følelse, som da jeg selv boede i nybyggeri.
Der er noget uhjemligt ved det optimerede, det firkantede, det rene. Noget sjælsforladt. Realisten i mig siger, at i det mindste har nybyggeriet gode faciliteter og lavere varmeregninger. Alligevel betaler romantikeren i mig hellere et par hundrede kroner ekstra om måneden for at mærke en sjæl i det sted, jeg bor.
Så nu, hvor jeg bor i en gammel etværelses lejlighed med fugtige flænger i listerne og et brummende køleskab, hvorhenne er så denne sjælsromantik? Imellem Ceresbyens svimlende bygninger spurgte jeg mig selv: Hvad er det ved dette sted, der gør mig ilde til mode og får mig til at føle mig fremmed? Hvordan blev det et spørgsmål om sjælelivet? Er steder ikke bare steder?
Skal steder have sjæl?
Stedet adskiller sig fra det neutrale rum; stedet er ladet med identitet, historie og/eller karakter. Mange kender til at gå igennem en hyggelig gade i en af Danmarks små eller store byer; at mærke byens sjæl og endda puffe til sin ledsager og understrege stedets nærvær.
Det er typisk, når vi går igennem smalle stræder med brosten og farvede bindingsværkshuse, det er de florale dufte i historiske parker, det er de lavtstående gadelamper med så udmattede pærer, at de kun afgiver det falmende orange lys. Det er her, vi ikke bare mærker en æstetisk størrelse, der er anderledes fra nybyggeriet, vi mærker en åndelighed.
Vi mærker, at stedet er et sted. Et sted, der har absorberet åndslivet gennem generationers begivenheder.
Omvendt står det til i nybyggeriets nærvær. Dette ikkested mangler lige netop disse kvaliteter; det identitetsløse byggeri er firkantet og retvinklet. Klinisk og hvidt. Byggeriet har med sin spæde alder naturligvis ikke megen chance for at udånde historisk energi. I visse områder er bygningerne så unge, at de end ikke er fuldt beboet endnu.
Områderne bygges ofte i et så hidsigt tempo, at indflytterne ikke kan følge med. Man passerer de firkantede bygningsprojekter med kraner og beton og efter en rask spadseretur i det nærtliggende skovområde, er projektet bygget færdigt: Der står en stor klods af et ubeboet stykke udefineret rum, der endnu ikke er et sted.
Man mærker en lighed mellem en forladt bygning og denne endnu ubesatte bygning.
Hvis menneskeligt liv ikke rumsterer, hvordan skulle bygningerne så have absorberet det mindste ånd? Man forsøger med små cafeer og sociale koblingspunkter i områderne, men det ændrer ikke på den åndsforladte følelse. Det er en byvandring i en genfærdsby.
Nybyggerierne er sjældent grimme
Er det et spørgsmål om sanselighed og æstetik? Har nybygningernes funktionalistiske struktur i virkeligheden bare et mindre appellerende udseende end de mere gammeldags lejlighedsbygninger, som vi kender dem?
Det er ikke til at konkludere. Men jeg vil vove at påstå, at den æstetiske vurdering er funderet i den enkeltes smag. Jeg synes selv, at bygningernes symmetriske, futuristiske udseende nemt kan kategoriseres som æstetisk.
Og den samme kritik, jeg hører alle vegne, er måske ikke engang så æstetisk funderet. Folk kalder sjældent byggeriet hverken ’grimt’ eller ’uæstetisk’.
Nej, kritikken af byggerierne tager udgangspunkt i åndslivet. De løber som nævnt oftest ind i kritik af at være ’sjælsforladte’ eller ’døde’. Nybyggeriernes såkaldte åndløse karakter skabes gennem en dødfødt idé om et progressivt sted, hvor individets fornemmelse for stedet ender i afsmag for noget ikkestedsligt.
Men alligevel hægtes kritikken af det åndsforladte på nybyggerlejlighedernes sterile interiør: Der er ingen håndtag på køkkenlågerne, klinkerne er hvide og gulvene lyse. I et velmenende forsøg på at optimere lyset i lejligheden for beboeren, fremmedgør man bygningen for kritiske (og åbenbart en anelse konservative) humanister som mig selv. Lejligheden mister kant og karakter, hvis funktionsdygtighed vælges til fordel for personlighed – hvad end sådan én består af.
Naturligvis er sanselighed og æstetik en faktor i de fleste personers boligvalg. Boligen er en forlængelse af egen person, hvorfor nogle forsøger at tillægge bygningerne den æstetik, vi ønsker at fremhæve i os selv.
Med andre ord, vi er mange, der hellere spejler os i steder med skævheder, kant og ufuldstændigheder, end vi gør i disse nybyggerier, der er firkantede, funktionalistiske, perfekte – og sjælløse. Fordi vi gerne vil bryde ud af perfekthedskulturen også gennem vores boligvalg.
Skæve gulve i nye huse
Måske har entreprenørerne i virkeligheden ikke en chance for at producere det såkaldt åndrige sted, man synes at finde i de ældre boligkomplekser. Hele sjælsbegrebet er åbenlyst noget, vi tillægger bygninger i forlængelse af vores subjektive tolkning af dem. Hverken de nye eller gamle bygninger har, vover jeg at påstå, en personlighed eller sjæl i sig selv. Det er trods alt blot sten og fuge.
Havde vi jublet, hvis entreprenørerne havde iværksat byggerier med skæve trægulve, der skubbede splinter ind under børnenes tæer, eller hvis man havde sat vinduer ind med revner og lækager i listerne?
De selvsamme ting, der i det klassiske byggeri gør lejlighederne til de sjælfulde steder, vi kategoriserer dem som, er de ting, man er nødt til at optimere i de moderne ikkesteder for at kvalitetssikre.
Ud fra dette stedprincip må vi så erkende, at disse ikkesteder kun kan blive rigtige steder, hvis vi selv udskiller dette såkaldte sjæleliv til bygningerne – så kan vi om halvtreds år rynke på næsen af de nye nymoderne bygningskonstruktioner og klage over manglen på den sjæl, der levede i vores tids klodser med emaljehvidt interiør og glasaltaner.
Nærvær skaber sjæl
Det er ikke de gamle bygningers nærvær, vi kan mærke, men menneskenes. Nybyggerierne vækker aversion i os, fordi de ikke har absorberet en menneskelighed, der stemmer overens med vores selvopfattelse. Den afsmag, mange retter mod selve dette ikkestedlige nybyggeri, kan tilskrives et pure menneskeskabt sjælsbegreb, vi så overfører til mursten og tegl.
At bruge humanistisk semantik til at beskrive en smag eller afsmag for konstruktioner er nonsens, hvis ikke man anerkender subjektiviteten deri. En subjektivitet, der selvsagt har basis i den individuelle fortolkning af noget, der i sig selv er lige dødt uanset alder og tilstedeværelse under specifikke begivenheder i tid.
Den underlige fornemmelse i mødet med nybyggeriet, fornemmelsen af netop et sted uden menneskelighed – er den oplevelse i sig selv ikke interessant og dermed æstetisk?
Jeg lod mig selv nyde fraværet af det menneskelige åndsliv for en stund, dér midt i Ceresbyen. Mærkede rummet, der endnu ikke var sted – se, dét er sjældenheden. Men stedligheden kommer, området skal bare først absorbere os. Det menneskelige manifesterer sig i veje og butikker med tiden, i fester og ulykker, i selve bygningerne.
Steder bliver ikke født som steder, de former sig og bliver det gennem vores nærvær. De får historie og identitet med årene. Så spørgsmålet er bare, om vi vil lade nybyggerierne absorbere lidt af os selv.
Kasper de Miranda er forfatter
Comments