»Et dobbelt overgreb«.
Det kalder to af kvinderne bag teaterstykket ’Kussesumpen 2’ det, der foregik i programmet ’P1 Debat’ på DR fredag 10. marts.
Her fik en række paneldeltagere stukket et foto i hånden af den afklædte skuespiller Kimmie Liv Sennova. Et foto, som hun har bedt om ikke skulle deles. Billedet var ifølge programmets vært fremsendt af folketingsmedlem for Moderaterne og tidligere teaterdirektør Jon Stephensen.
»Vi er mildest talt rystede over, at han har forstået absolut ingenting af, hvad det er, han har gjort forkert, når han endnu en gang vælger at gentage sit overgreb. Kimmie vil ikke have det billede delt. Punktum«, skriver Karen Dich og Jacobe Orry fra Kussesumpen nu på Facebook.
Billedet er centralt i rækken af anklager om grænseoverskridende opførsel mod Jon Stephensen. Kimmie Liv Sennova har til TV 2 fortalt, hvordan Jon Stephensen i 2020 mod hendes vilje delte et billede, hvor hun optræder afklædt, med medierne i forbindelse med hendes skuespillerdebut i ’Kussesumpen 2’.
»Jon Stephensen var fuldstændig ligeglad med mig, mine grænser og fire gange nej,« sagde Kimmie Liv Sennova til TV 2.
Kimmie Liv Sennovas udlægning af sagen omkring delingen af billedet er blevet bekræftet af en række kilder.
Kimmie vil ikke have det billede delt. Punktum
Sendt og printet
Men i forbindelse med fredagens radiodebat blev billedet altså vist frem igen.
For ifølge programmets vært, Gitte Hansen, havde Jon Stephensen fremsendt billedet til P1, som printede det ud i flere eksemplarer, så det kunne omdeles til dagens panel, der skulle kigge, vurdere og i live-programmet diskutere, hvorvidt man kunne kalde det et nøgenbillede.
Og det er ikke i orden, mener altså duoen bag ’Kussesumpen 2’. De kritiserer, at Jon Stephensen, der også blev interviewet i programmet, har sendt det uredigerede billede til DR.
»Han vælger altså at gentage sin deling af billedet, mod Kimmies vilje, så sent som i fredags – i samme program, hvor han påstår, at han ikke har gjort det. Og for at gøre ondt værre, vælger Gitte Hansen fra P1 Debat at dele billedet med debattørerne i studiet. Kimmie blev altså i fredags udsat for et dobbelt overgreb af Jon Stephensen og af DR«.
Berlingske har forelagt kritikken fra Kussesumpen for DR, og i en mail skriver redaktionschef Mette-Line Thorup:
»Redaktionen på P1 Debat vurderede, at for at debattere sagen på et oplyst grundlag skulle de tre debattører forholde sig til det konkrete billede. Men eftersom kvinden ikke ønskede, at billedet skulle deles med offentligheden, burde redaktionen i bakspejlet ikke have vist billedet til de tre debattører. Det har jeg derfor nu beklaget«.
Kimmie Liv Sennova oplyser, at hun ikke ønsker at kommentere sagen yderligere. Politiken forsøger fortsat at få en kommentar fra Jon Stephensen.
Comments