Måske stikker jeg hånden ind i en hvepserede, men der er nogle aspekter af konflikten mellem A Hereford Beefstouw-kæden, Brdr. Price-restauranterne og Dragsholm Slot, som bliver glemt i kampens hede.
Konflikten mellem 3F og de berørte restauranter tager afsæt i helt almindelige overenskomstforhandlinger. Det var tid til at genforhandle overenskomsterne, præcis som vi har set på det øvrige private arbejdsmarked i foråret. Under forhandlingerne bliver det klart for parterne, at en løsning kan være svær at nå, og derfor varsler arbejdsgiverne en opsigelse af overenskomsterne. Det er der intet odiøst i, tværtimod er det helt efter de regler, som er aftalt i fællesskab og beskrevet i ’arbejdsmarkedets grundlov’: Hovedaftalen.
Arbejdsgiverne har ikke gjort andet end det, fagforeningerne gør, når de varsler strejker ved overenskomstforhandlinger, som kører fast.
Enighed tager tid og kræver samarbejde
3F København har udtalt, at restauranterne kom med krav, som de ikke kunne enes om. Det er et velkendt fænomen i forhandlingsspillet, at parterne har krav, som alene gavner egen interesse, og som man forsøger at få igennem i flere på hinanden følgende overenskomstforhandlinger.
3F og DI Byggeri har for eksempel brugt de seneste 10-15 år på at lægge arm om at indføre kædeansvar i overenskomsterne. Ved seneste overenskomstforhandling i år enedes parterne så om et boligtillæg, som skulle hæve mindstelønnen for folk, som er udstationeret her i landet. Enighed kan tage tid – og kræver samarbejde.
Det er vigtigt at bemærke, at i mellemtiden har mange 3F’ere ment, at den eneste vej til enighed om kædeansvar og højere mindsteløn var at pudse strejkevåbenet af. Offentligheden måtte forstå, at hvis ikke arbejdsgiverne ville enes, så måtte de tvinges til det.
Vi er tilbage ved de fælles spilleregler. Konflikterne er nemlig beskrevet heri, og det udslagsgivende er styrkeforholdet. Hvem er bedst organiseret? Og hvem har den største portion tålmodighed (og største pengetank) til at holde henholdsvis en strejke eller lockout gående? Der er både regler for samarbejde, og for når samarbejdet svigter.
Det er det styrkeforhold, restauranterne har testet ved at opsige overenskomsterne og lockoute de ansatte, som var medlem af 3F. Restauranterne kører stadig for fuldt blus, og derfor er min antagelse, at organiseringsgraden må have været meget lav, og derfor må styrkeforholdet have været i arbejdsgivernes favør.
Hele restaurationsbrancen mangler organisering
Det er ikke nyt, at fagforeningerne taber medlemmer, og især på hotel- og restaurationsområdet lider begge parter under manglende opbakning. Kun omkring 15 procent af virksomhederne er medlem af en arbejdsgiverorganisation, og ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisations egne tal var kun 11 procent af medarbejderne medlem af en FH-fagforening i 2021.
Spørgsmålet er derfor: Hvem repræsenterer branchen, når begge parter har en forsvindende lille organiseringsgrad?
Brdr. Price, A Hereford Beefstouw og Dragsholm Slot er blot en dråbe i det hav, som er blevet skabt ved svag organisering og en branche stort set uden overenskomster. For det er ikke nyt, at de få restauranter, som har en overenskomst, opsiger dem, hvis de får muligheden. I 2012 skyllede en bølge ind over Viborg og Aarhus, hvor knap 18 restauranter skrottede overenskomsten, og i 2020 varslede Jensens Bøfhus lockout. Det skal ses i lyset af, at for eksempel Tivoli Foodhall og Torvehallerne i København stort set er uden overenskomster.
Her i avisen blander formanden for 3F’s brancheklub og medlem af Bogerrepræsentationen i København (EL), Sinem Demir, så den aktuelle konflikt og branchens mangeårige problemer med arbejdsforhold sammen. Der er unægteligt forskel på at være uenige om elementer ved en overenskomstforhandling og så en hel branches notorisk blakkede ry.
Branchens problemer løses ikke ved, at enkelte kendisrestauranter gentegner en overenskomst, som ikke nyder opbakning fra hverken de ansatte eller virksomhederne. Det løses heller ikke ved at bruge kendissernes medieeksponering. Det kræver oplysning, samarbejde mellem parterne og så genopretning af en branche, hvor hver femte elev oplever sexchikane.
Jeg er om nogen fan af den danske model, men hvis overenskomsterne alene var vejen til en bedre kultur og et godt arbejdsmiljø, så ville andre, mere velorganiserede brancher heller ikke kæmpe med lignende problemer. Men se blot på byggebrancen, som kæmper med et højt antal arbejdsulykker.
Konflikten med Brdr. Price og A Hereford Beefstouw-restauranterne rummer derfor langt større problemer end blot det, at et par kendte restauratører med hang til onkelhumor ikke kan enes med 3F om en overenskomst. Konflikten synliggør, at vi har en del af arbejdsmarkedet, hvor hverken de ansatte eller virksomhederne har tillid til de etablerede overenskomster og den danske aftalemodel. Det er den virkelige trussel.
Peter Bøgh Kjærulff er HR-chef
Comments