Leeds-danskeren Rasmus Nissen Kristensen kom lørdag for første gang på måltavlen i Premier League. Den 25-årige forsvarsspiller blev matchvinder, da Leeds på udebane slog Wolverhampton med 4-2. Danskeren scorede det vigtige og afgørende mål til 3-0, umiddelbart efter at han var blevet sendt på banen et kvarter efter pausen.
Blot 18 sekunder skulle Rasmus Nissen Kristensen bruge, da han straks efter sin indskiftning løb med frem, efter at gæsterne fra Leeds var blevet tildelt et indkast. Jack Harrison fik sendt bolden over ved bageste stolpe, hvor Wolves-spilleren Jonny i første omgang fik fat i den. Danskeren brugte sin gode fysik til at få fat i bolden, tog herefter et træk forbi Wolves-forsvareren Max Kilman, inden han med et fladt skud tordnede bolden i mål til stor jubel for gæsterne.
Rasmus Nissen Kristensen startede senest inde på banen for Leeds i Premier League 28. december i et nederlag til Manchester City. De seneste tre måneder er han primært blevet brugt i FA Cuppen. Den sparsomme spilletid er formentlig også årsagen til, at landstræner Kasper Hjulmand tidligere på ugen så bort fra Nissen Kristensen, da han udtog sit hold til de kommende landskampe i EM-kvalifikationen. Højrebacken er i gang med sin første sæson i Leeds, efter at han sidste sommer blev hentet i østrigske Red Bull Salzburg.
Wolverhampton fik efter dansker-scoringen reduceret to gange, inden Rodrigo syv minutter inde i overtiden gjorde det til 4-2 for Leeds. Værterne fra Wolverhampton måtte spille kampen til ende med blot ni spillere, da både Jonny og Matheus Nunes blev udvist i slutningen af anden halvleg.
Leeds rykker med sejren en smule væk nedrykningspladserne og har 26 point på 14.-pladsen. Det er dog tæt i bundstriden, og der er blot to point ned til holdene under nedrykningsstregen.
Jensen scorede og blev skadet
Også den danske midtbanespiller Mathias Jensen er begyndt at vise sin målfarlighed for Brentford i Premier League. Lørdag scorede den 27-årige midtbanemand for fjerde gang på to måneder for danskerklubben, da Brentford på eget græs spillede 1-1 mod nedrykningstruede Leicester i Premier League.
Landsholdsspilleren scorede ikke en eneste gang for Brentford i sidste sæson, hvor holdet var oprykker i Englands bedste fodboldrække. Nu er han oppe på fem mål i denne sæson.
I lørdagens opgør mod Leicester passerede Mathias Jensen efter godt en halv times spil en dansk Premier League-debutant i gæsternes mål. 25-årige Daniel Iversen var foretrukket fremfor det normale førstevalg Danny Ward.
En bold blev slået over i bagrummet, inden den blev spillet tilbage til danskeren. Leicester-forsvareren Ricardo Pereira kom stormende ud mod Mathias Jensen, der nåede at få skudt, så portugiseren snittede bolden, og den lidt tilfældigt fes ind bag Daniel Iversen i målet.
Brentford måtte dog nøjes med det ene point, da Harvey Barnes fem minutter efter pausen udlignede til 1-1 på et kontraangreb.
Mathias Jensen var en del af en dansk trio på Brentfords midtbane, hvor han havde selskab af Mikkel Damsgaard og Christian Nørgaard. Det var kun Nørgaard, der spillede kampen til ende, da Damsgaard og Jensen blev skiftet ud i anden halvleg. Mathias Jensen udgik med en mulig skade et kvarter før tid.
Hjemmeholdet sluttede blot med 10 mand på banen, da Shandon Baptiste i overtiden blev udvist, efter at han havde modtaget sit andet gule kort.
Pointdelingen betyder, at Brentford bliver på ottendepladsen – nu med 42 point. Leicester har 25 point og er placeret lige over nedrykningsstregen.
ritzau
Comments